Kan eksem opstå efter følelser?
Ja, det kan det faktisk godt. Hver gang jeg får en ny klient med eksem, så leder jeg altid efter noget i personens historik, som kan have trigget at eksemen starter.
Der kan være virkeligt mange årsager til at eksem opstår; det kan fx opstå efter at man har fået antibiotika, medicin eller vacciner, hvor tarmfloraen er blevet påvirket, men det kan i høj grad også komme efter følelsesmæssige oplevelser, som vi vil kategorisere som traumer.
Udslæt kan komme efter skilsmisse, hvor kroppen/huden reagerer med udslæt på adskillelsen. I børn ser jeg både følelsesmæssige reaktioner og reaktioner i huden efter skilsmisser. Det kan være svært for barnet at familien er ændret, at det måske skal flytte, skifte skole, at det ikke kan have mor og far op samme tid, og barnet kan savne gamle kammerater eller bonussøskende ved skilsmisser. Udslæt efter sorg kan også opstå efter at et kæledyr, en forælder, eller en bedsteforælder.
Skilsmisse er ofte forbundet med sorg, men kan også være forbundet med vrede, skuffelse og andre følelser. I konsultationen er det vigtigt for mig at vide hvilke følelser personen sidder tilbage med, da de er med til at indikere hvilket homøopatisk middel der kan bruges for at hjælpe personen. Vi reagerer alle forskelligt på samme oplevelse, så derfor er det vigtigt for mig at vide hvordan du eller dit barn har det efter oplevelsen. Jeg kan ikke bruge mine egne følelser fra fx lignende oplevelse - da vi jo alle er unikke væsener, som reagerer unikt i hver situation. Derfor kan jeg ikke formode, at du reagerede på en bestemt måde. Der er så mange følelser man kan sidde tilbage med efter fx skilsmisse. Fx er der nogle som gerne vil have trøst når de er kede af det, andre isolerer sig og vil ikke have trøst, nogle dulmer følelserne med chokolade eller alkohol, shopping, stoffer eller byture, og skal konstant have gang i aktiviteter for ikke at mærke hvad der sker i dem. Andre oplever at gå i stå og isolerer sig. Men hver især har de en reaktion hvor de sidder fast i fortiden, de reagerer bare på forskellig vis. Det skønne i homøopatien er at der findes remedier til alle disse reaktioner. Der er hundredvis af homøopatiske midler som kan hjælpe efter sorg, men midlerne udtrykker sorgen forskelligt, og derfor skal der i hvert enkelt tilfælde spørges ind, således at jeg kan finde det homøopatiske middel, som passer til de følelser som den enkelte har. Der er ligeledes hundredvis af midler, som passer til udslæt og eksem. Det fantastiske er at det hele hænger sammen, og at vi kan finde midler som både passer til huden og til personens følelser og oplevelser.
Et middel efter skilsmisse kan fx være Nat-mur, som er lavet af salt. Nat-mur har “dehydrerede” følelser, hvor de ikke kan udtrykke sorgen med tårer, men de undertrykker sorgen, og på den måde holder de fast på fortiden. Dette er levende udtrykt i Biblens fortælling om Lots hustru. Lot og hans kone forlader Sodoma, for at undgå at gå til grunde med byen. Men hun var ikke parat til at forlade Sodoma, og da de forlader Sodoma ser hun sig tilbage og bliver til en støtte af salt. Dette kan man sagtens sidestille med følelser efter skilsmisse, hvor man ser tilbage på det der var, og måske savner så meget, at man er forstenet i fortiden og ikke kan gå fremad i livet, og lave en ny start. Når man får Nat-mur kan det hjælpe en til at komme fri fra fortiden, og lyst til at skabe en ny fremtid, uden at man konstant sammenligner med det der engang var.
Andre midler til skilsmisse som ofte er indikeret i børn er midlet Graphites. Midlet er lavet af grafit, som er et blødt materiale vi kender fra blyanter. I den rå form kan det flage og næsten smuldre. Er man i en Graphites tilstand kan man føle at ens verden smuldrer, eller at familien smuldrer. Ofte er der udslæt hvor huden sprækker og væsker. Det samme ses i personen som har det bedre af at komme ud med følelserne, i situationer hvor de kan føle at deres verden slår sprækker. Eller i situationer hvor de føler at de ikke slår til. De har bekymringer og forventer besværligheder som kan resultere i ængstelse. Om Graphites siger vi også ”I could have been a diamond”. Grafit er lavet af carbon, det samme som diamanter er lavet af. Men omstændighederne i livet, har gjort at de ikke føler de får den samme anerkendelse som (diamanter) andre gør. Ofte er grafit-mennekser hårdtarbejdende og intelligente, men de mangler selvtillid og opnår ikke altid den succes som de drømmer om.
Udslæt kan også opstå fra energier på et mere energetisk plan, hvor barnet udtrykker noget som er sket i generationer før dem, og som ikke er anerkendt i familiesystemet, eller som ligger skjult pga. skyld og skam. Der er måske nogle som kender dette fra familieopstilling, hvor man kan bringe balance i familiesystemerne ved at få lys på det som er skjult, og at få healet gamle traumer i familien. Et eksempel fra klinikken var en lille pige med udslæt, som aldrig have mødt sin far. Faren havde som barn været udsat for voldsom vold i familien. Når jeg så på pigens karakter af udslættet, og tilføjede faderens historie med at være udsat for vold i familien, så pegede det på det homøopatisk middel Anacardium. Dette middel havde stor effekt på pigens udslæt. På et energetisk plan fik både pigen og faren healing.
Udslæt kan også opstå efter overgreb. Dette er den ultimative overskridelse af grænser, hvor man samtidigt er ramt på uskylden/innocence, og kan sidde tilbage med undertrykt vrede, skyld, skam, sorg og frygt. Sådanne oplevelser kan ligge hengemt i mange år, før at de begynder at komme til overfladen, og der skal nænsom behandling til. Ofte ses der masser af fysiske symptomer, som gemmer på de følelsesmæssige oplevelser. Disse forsvinder i takt med at personen mærker de følelser, som har været undertrykt, og begynder at sætte sunde grænser.
Særligt når børn er helt små og er i symbiose med forældrene, kan der ske det at barnet oplever/mærker de følelser, som forældrene har og får en reaktion på det. I nogle børn ses det også at de prøver at bære nogle af følelserne for forældrene. Dette sker helt på ubevidste planer. Men dette kan ske hvis en forælder er alvorlig syg, hvor barnet sympatiserer med forælderen. Det kan også ske at barnet bærer følelser hvis fx moderen er ulykkelig i parforholdet, og har oplevet utroskab fra faderen. Familien er et energetisk system, hvor det som sker i forældrene påvirker børnene. I sådanne situationer kan det også hjælpe at behandle forældrene, da det hele jo er et energetisk system, og når der kommer balance i forældrene, så hjælper det også barnet, og det behøver ikke bære på følelser for dem.
I den homøopatiske behandling kan vi ikke ændre fortiden. Som mennesker på denne jord, kan vi ikke undgå at få oplevelser, som påvirker os følelsesmæssigt. Det kommer alt sammen som en del af pakken af at være menneske. Homøopatien kan ikke slette disse oplevelser, men den kan hjælpe os/kroppen til at forholde os til det på en ny måde. De homøopatiske midler giver kroppen signaler til at kunne vælge på ny, hvordan den vil forholde sig til det oplevede, således at man kan gå videre i livet uden at være påvirket af de gamle oplevelser på samme måde. Ofte kan man have en oplevelse af at de homøopatiske midler kommer med nye indsigter i livets puslespil, og derfor kan det også bruges som et selvudviklingsværktøj.
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar